Hvis jeg skal vaske hænder og spritte af, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg skal lukke min forretning, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg skal sidde hjemme og arbejde med to snakkende on-line skolebørn ved den anden bordende, vil jeg vide hvorfor.

Hvis mine børn græder, fordi de ikke kan se deres kammerater, vil jeg vide hvorfor.

Hvis fællesskabet skal bruge mange milliarder på kompensationsordninger, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg ikke må besøge min gamle syge mor på plejehjemmet vil jeg vide hvorfor.

Hvis vi udrydder alle mink i Danmark, vil jeg vide hvorfor.

Hvis regeringens handlinger er i strid med grundloven, vil jeg vide, om disse indskrænkninger i retsstatsprincipperne er nødvendige (nødretsprincippet) og uundgåelige.

Jo stærkere indgreb magten gør i min og mine børn og børnebørns trygge hverdag, jo mere vil både jeg og de vide hvorfor.

Og den tjener, som folket, i sin rolle som suveræn, har givet magten, forpligter sig også til at sikre, at den ikke misbruges. Sker det alligevel, har folket retten til at tilbagekalde den. Om magten anvendes klogt, rigtigt og proportionalt, hjælper medierne mig med at se.

Og når den, der, efter eget udsagn, "til enhver tid vil stå på mål for beslutningerne” ikke stiller op, når jeg som borger ønsker at forstå - så forventer jeg, at en kritisk presse hjælper mig med at stille spørgsmålene. Pressen er den helt almindelige borgers adgang til dialog med magten.
Med dette tager jeg ikke stilling til rigtigt/forkert, men alene til min ret til at kunne agere som kompetent borger, som jeg, uanset om jeg er for eller imod den siddende regering, kun kan gøre, hvis jeg er oplyst og forstår.
Derfor er det et demokratisk problem, at magtens ihændehaver ikke går i dialog med statens borgere. Og det mener jeg, uanset om magtens tinde er rød eller blå.
Fogh’s spin-maskine var jeg således også kritisk overfor.

Det handler derfor først og fremmest om politisk etik og moral og om hvilken grad af modenhed vores demokrati kan mønstre. Uden kompetente borgere polariseres samfundet. Sammenhængskraften forvitrer og med den samfundssindet.

Af og til er humor og sarkasme det bedste værktøj til synliggørelse af alvorlige problemer med de værdier, vi lægger til grund for vores virke

Planlægger derfor et tidssvarende lederkursus for absolutte topledere i den offentlige sektor.

Titel. “Magt uden ansvar”

Med tanke på den udvikling, der kan observeres i samspillet mellem den politiske ledelse og embedsmandssystemet og internt mellem forvaltningens niveauer, står det klart, at de fleste offentlige toplederkurser er helt utidssvarende.

Der er derfor behov for et tidssvarende kursus for dig, som enten er eller har ambitioner om at blive topleder i den offentlige sektor.

Kurset skal strække sig over 8 week-ends med mellemfaldende hjemmearbejde og studieture til bl.a. Hviderusland, Ungarn, Polen, Kina m.fl.

Vigtige temaer bliver:

1. Den ansvarsfritagende betydning af ikke at læse mødepapirer, e-mails mm. Vi ser også på fænomenet “elektroniske spor“ og hvordan man kan minimere eller undgå dem. Vi har givet denne lektion arbejdsbetegnelsen: “Rød Viking No 2 og kunsten at brænde et notat i askebægeret”.

2. Hvordan man ansvarsfritagende kan delegere opgaver til underordnede. Nogle sproglige finesser.

3. Udarbejdelse af mødereferater uden præcise angivelser af enkeltpersoners udsagn, mødelederens konklusioner og beslutninger og præcis angivelse af den viden, som var til rådighed for mødedeltagerne

4. Den forvaltningsretlige betydning af at overgå fra skriftlig til mundtlig referatfri kommunikation.

5. Forberedelse af universelt anvendbare intetsigende og indholdsløse standardsvar til anvendelse under pressemøder til sikring af, at der ikke opstår svagheder i improviserede svar, som vil kunne give anledning til opfølgende og dybdeborende spørgsmål.

6. Kunsten at “sparke lorten nedad i systemet”. Vigtigheden af, at der altid findes fyldestgørende referater og notater, der beskriver de underordnedes aktiviteter på en måde, som muliggør ansvarsplacering hos mellemledere og frontlinjemedarbejdere og effektiv fraskrivelse af eget ansvar. Vi kigger på eksempler fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet.

7. Rådgivningens Trojanske Hest. Hvordan sikrer man, at faglige “uafhængige” institutioner, råd m.fl., uanset foreliggende fakta, formulerer deres rådgivning på en måde, som utvivlsomt understøtter og begrunder den beslutning, du som leder allerede har truffet og samtidig sikrer offentlighedens opfattelse af objektivitet og uafhængighed? Via eksempler fra samarbejdet mellem Sundhedsministeriet og SSI ser vi på, hvordan man som f.eks. departementchef eller afdelingschef, så anonymt som muligt, kan trænge ind i uafhængige rådgivende institutioners ledelsesrum og påvirke de givne råds formulering.
En medarbejder har foreslået arbejdsbetegnelsen “Okke r gokker SSI...)

8. Diskussion af forskellen mellem begreberne anbefaling, henstilling og ordre. Hvordan sikres det, at borgerne altid opfatter en anbefaling som en ordre og på trods af dette i det juridiske perspektiv handler på eget ansvar uden bindende konsekvenser for myndigheder, topembedsmænd og politikere

10.  Paneldiskussion med deltagelse af centrale højtstående embedsmænd over temaet: "Hvordan håndterer man rollen som ufrivillig spindoktor under tvungen deltagelse i regeringens pressemøder" vi spørger ind til anvendelsen af faglige neutrale begreber som "smitten raser gennem minkfarmene", "virusfabrikker", "mutationsacceleratorer", m.fl.

11. Vi ser på fænomenet "reasoning creep" og kigger på analyseværktøjer til brug for vurdering af, hvornår du som chef eller politiker med fordel kan benægte ethvert tidligere anvendt argument for din beslutning, og på hvordan såkaldt "sequential reasoning developement" med fordel planlægges og anvendes.

11.  Vi overvejer yderligere en lektion med arbejdstitlen: "Hvordan man står på mål for sine beslutninger" og samtidig sikrer, at man kan skyde skylden på dommeren, hvis der bliver dømt straffespark. Og hvordan, man kan arbejde med bagudrettet lovgivning i tilfælde af hjemmelsudfordringer.  

For en uge siden var fundet af coronamutanten cluster-5 det afgørende argument for at nedslagte alle mink i DK. Selv om ingen havde kunnet påvise den i nogle uger.
Trods massiv testindsats i Nordjylland gennem de seneste dage har vi stadig ikke fundet flere af slagsen. Argumentet blev derfor udfordret af flere eksperter. Hvorfor handler vi nu, hvor cluster-5 er forsvundet og ikke dengang, den var her?

Ny flytter argumentationen så skridt for skridt væk fra cluster-5 som trussel mod fremtidige vacciner til det mere generelle om minkfarme som rugekasser for virus og nye mutationer.

Det sidste argument er alt andet lige meget bedre og mere relevant end det første. Vi har jo set virus smitte fra mennesker til mink og tilbage igen. Men skaden var sket og regeringen og myndighederne står derfor med et kæmpe troværdighedsproblem pga det, som jeg på ledelseskurser kaldte "reasoning creep" - om det fænomen, at du opfinder nye argumenter, når det viser sig, at de oprindelige argumenter for dine handlinger ikke klarer en kritisk granskning.
For uanset om de nye argumenter er svagere og mindre relevante eller bedre og stærkere, så medfører reasoning creep, at lederen mister troværdighed og dermed står med store problemer, når medarbejdere/borgere mfl skal overbevises om, at de nye argumenter faktisk er OK. Det skete, da Anders Fogh kom under pres pga Irakkrigen. Og det sker nu for Mette Frederiksen.Derfor taber hun lige nu utrolig hurtigt troværdighed.
Hun er faldet i "reasoning creep-fælden”. Og den er sværd at kæmpe sig ud af. For hvorfor skulle vi dog tro på det næste argument...og det næste. Vi vil gerne ledes, men ikke forføres af magt. 
Reasoning creep vil oftest resultere i svagere og svagere argumenter, som det skete for Anders Fogh Rasmussen, da de kemiske våben ikke kunne findes. Blev vi forført til deltagelse i en unødvendig krig? Fælden kan også bestå i, at det nye argument - selvom det ovenikøbet er bedre- opfattes som svagt, fordi målgruppen opfatter det som en brik i et politisk spil og bliver i tvivl om dets valør og dermed motiverne bag. Med risiko for, at vi presser vores ledere til at opgive en god og nødvendig handling.

Det er godt nok uprofessionelt.
Og farligt.

-et skoleeksempel til lederkurser

Med udgangspunkt i et svar 2019 til en af mine gode venner:

(opdateret 16 jan 2021)

Man kan ikke sætte pris på liv. I en kristen baseret etik er intet liv ringere end et hvilken som helst andet liv. Det kommer blandt andet til udtryk i omsorgstankegangen: “at uden betingelser hjælpe et andet menneske, som ikke kan tage vare på sig selv”.
Man kan ikke opstille en prisliste udvisende priser på forskellige liv - det unge liv, det gamle liv, forbryderens liv, soldatens liv. Dette er det kristne pligtetiske imperativ. Den tyske filosof, Emanuel Kant frigjorde denne tanke fra religionen gennem formuleringen af DET KATEGORISKE IMPERATIV (i værket Grundlegung zur Metaphysik der Sitten). Uden en længere udredning fra min side kan man sige, at Kant udtrykte, at du skal handle og behandle ethvert andet menneske som du forventer, at dette menneske handler og behandler dig. Han formulerede også tanken om, at at intet menneske kun er et middel, men også et mål i sig selv. Det fremgår implicit heraf, at intet menneske alene eller i forening med andre kan anvende et andet menneske alene som middel til at redde sig selv eller et tredje menneske.
Overfor dette individets ukrænkelighed og uendelige værdi står det kollektive imperativ: “Du kan som individ ikke sætte dig over menneskehedens ret til at overleve som art. Du kan ikke lade fællesskabet bukke under af egoistiske hensyn. Derfor har fællesskabet ret til at beslutte sådanne handlinger, som, med færrest mulige omkostninger for den enkelte, kan sikre vores overlevelse som art” Det kollektive imperativ tager udgangspunkt i nytteetikken. Hvor meget må det koste fællesskabet at redde et liv? Og omvendt - hvor meget må det koste det enkelte individ at redde fællesskabet? Hvornår er prisen for høj? I modsætning til det kategoriske imperativ, taler vi om et hypotetisk imperativ. Hvis....vi vil redde kollektivet, befolkningen, menneskeheden, må vi bevare et eksistensgrundlag. Der er derfor grænser for, hvor meget vi kan lukke et samfund ned for at redde den, der ikke kan tage vare på sig selv, hvis det fratager et eller flere andre mennesker muligheden for også at overleve. Den nytteetiske tanke vil uimodståeligt derfor vikle sig ud i et diskriminatorisk imperativ. Kravet om, at der nødvendigvis må og skal vælges. Dette krav om valg påhviler både den enkelte og fællesskabet. Med udgangspunkt i Rosseaus filosofi kan man sige, at hvis du ønsker samfundets og fællesskabets beskyttelse, må du opgive en bid af din personlige frihed. For eksempel, hvis du ønsker beskyttelse mod Corona, må du opgive din modstand mod vaccination. Og omvendt kan man sige, at hvis du vil hævde din individuelle frihed og nægte vaccination, må du opgive dele af fællesskabets beskyttelse. Ligesom du ultimativt fratager medmennesker samfundets beskyttelse, hvis for mange uvaccinerede kan bringe os i en situation, hvoe sengepladser, respiratorer og medarbejdere i sundhedssektoren ikke slår til. Problemet bliver så en afvejning af, hvor stor en fare for sygdom og død, fællesskat vil tillade det totalt frie individ at påføre alle øvrige. Hvor meget må din persomlige frihed koste et vilkårligt andet medlem af fællesskabet?  I visse situationer bliver balancen mellem disse imperativer særdeles nærværende. Som f.eks. under den nuværende pandemi. Det danske fællesskab (=samfundet) har påtaget sig at værne både statens og den individuelle borgers  frihed og også at værne den enkelte borger mod sygdom så omfattende og så længe, som det er påkrævet. Men for at kunne leve op til denne forpligtigelse, må fællesskabet indskrænke retten for den enkelte til at hævde alle sine rettigheder eller bruge alle sine værdier selv og kræve, at en del afleveres til fællesskabet (skat). (“Hvis du vil have samfundets beskyttelse mod sygdom, må du opgive en del af din økonomiske frihed”) For at gøre indskrænkningen af individets økonomiske frihed acceptabel for den enkelte borger, kan fællesskabet ikke i urimelig grad opkræve skatter. Eller indskrænke andre friheder i et omfang, som ikke modsvarer den beskyttelse og andre goder, som borgeren opnår til gengæld. Det betyder, at der kan opstå situationer, hvor borgernes afgivne frihed, herunder de indbetalte skatter, ikke er tilstrækkelige til opretholdelsen af fællesskabets helt legitime interesser (f.eks. en pandemi) Her kan fællesskabets interesse trumfe individuelle rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden eller retten til at holde din butik åben. Eller samfundet kan vælge at reducere beskyttelsen af borgeren på visse områder (hoftesmerter) for at mindske risikoen på andre områder (sygdom og død som følge af Covid-19). Hvor vi som samfund vælger at placere balancepunktet mellem fællesskabets og individets interesser er politik. Politik fordi vi som individer vægter de forskellige hensyn forskelligt. Og politik fordi fællesskabets  prioritering rammer dets borgere uens. Her bliver vores kristne (eller tilsvarende) værdigrundlag meget nærværende. Fundamentalt hjælper vi som udgangspunkt betingelsesløst den svageste. Men skal vi, som vi diskuterer det i forbindelse med vaccinationsindsatsen, gøre det ved f.eks. først at vaccinere de svage og syge ældre eller i stedet de mennesker, som skal tage vare på dem. Eller skal vi sikre, at fællesskabet vedblivende kan finansiere omsorgen for de svageste ved at give erhvervslivet nogle friheder tilbage?

Her bliver vægtningen mellem de omtalte imperativer og deres underliggende værdigrundlag til praktisk politik. Balancen er vital for fællesskabet og dermed for samfundets beståen i den form, vi kender eller ønsker at udvikle os hen imod. At balancens beståen ikke er en selvfølge, så vi i Tyskland op til og under 2. Verdenskrig. Og vi ser det lige nu i USA, hvor grupperingernes værdigrundlag er så forskellige som mellem Jætter og Guder i den nordiske mytologi og som derfor også kan ende i en eller anden grad af ikke-mytologisk jordisk Ragnarok. Ingen anerkendte danske politiske partier, uanset deres forskellige ønsker om og stræben mod et givet balancepunkt, ønsker en sådant ragnarokansk ubalance. 

Dette etiske dilemma, valget mellem pligt og nytte og valget mellem inividets og fællesskabets interesser, kræver vi hver dag, at nogle i blandt os, på fællesskabets vegne, tager stilling til, f. eks. læger og sygeplejersker. Eller politikere, når det kollektive imperativ bliver en del af diskussionen. Mere jordnært er det i virkeligheden de samme tanker, som er indbygget i diskussionerne om fagforeningers kamp på alles vegne for anstændige vilkår contra den enkelte arbejders personlige frihed. Hvis vi skal beskytte dig mod løndumpning og udnyttelse, må du give os en del af din frihed og en del af din løn. 
Min konklusion er, at det ikke er muligt at sætte pris på liv. Eller for den sags skyld på fællesskabets mulighed for at bestå. Ethvert unikt liv er uendeligt meget værd, også det liv, som rinder ud i morgen. Men alligevel tvinges vi til at vælge. Og kun, hvis du vælger etisk ståsted, er du i stand til at foretage valget.
Derfor kan vi heller aldrig bedømme, om et andet menneskes eller en regerings valg er rigtigt eller forkert. Men vi kan tage stilling til, om valget respekterer de forudsætninger, som formuleres inden for rammen af det etiske ståsted, vi valgte som udgangspunkt for vores handlinger.

Med tanke på den diskussion, der i slipstrømmen af corona-pandemien, er ført om prisen på liv, går en række tanker gennem mit hoved.
Kan man overhovedet sætte pris på et andet menneskes liv?
Mit svar er:”Nej, det kan man ikke – hvert eneste unikke liv er så dyrebart, at ordet pris ingen betydning har i sammenhængen”.
I min verden, med mit etiske ståsted, er et andet menneskes liv værd at kæmpe for og bevare indtil den dag, hvor intet menneske og ingen teknologi længere kan stå imod døden. Og den dag, hvor døden er uafvendelig, kan vi stadig lindre og trøste. Det er den pligtetiske og ubetingede fordring, vi lever med – at betingelsesløst hjælpe de medmennesker, som ikke kan tage vare på sig selv. I kampen for et medmenneskes liv spørger vi ikke:”What’s in it for me?” Denne nytteetiske tanke bliver utopisk i perspektivet af et andet menneskes liv. Den hører hjemme andetsteds. I produktionsvirksomheder for eksempel. “Hvad får jeg ud af det, hvis jeg hjælper det lokale bryggeri med at brygge øl? Her giver det mening at spørge. Får jeg løn? Eller anerkendelse og socialt samvær på arbejdspladsen? En gratis øl i fredagsbaren, måske?
Kan jeg sammenligne værdien af to liv? Kan man lægge to menneskeliv i hver sin vægtskål og finde et punkt, hvor der er balance? Og skal vi lægge et par ekstra lodder i den ene skål, hvis det er en betingelse for at opnå og opretholde balancen?
Tanken om et ekstra lod vil altid være diskriminerende. “Du er kun lige så meget værd som mig, hvis jeg smider lidt ekstra vægt i din skål”. To vidt forskellige liv er og vil altid være lige meget værd. Uanset køn, alder, etnicitet, sexuel orientering, rodfæstet dansker gennem generationer eller lige netop kommet hertil. Et liv behøver ikke et ekstra lod for at balancere. Men der findes tilfælde, hvor vi som mennesker skal lære os at se, fordi vi er udsatte for et synsbedrag, som forleder os til at tro, at liv i sin eksistentielle betydning, kan prissættes forskelligt.
Vi lever i et samfund, hvor vi tror på, at to tilfældige liv altid er lige meget værd. Og alligevel tvinges vi til, i visse situationer, at vælge. Hvis to menneskers overlevelse afhænger af respiratorbehandling og der i situationen kun er en respirator til rådighed. Hvem skal jeg tilbyde respiratoren, hvis to liv altid har samme værdi? En værdi, som altid er så stor, at intet tal kan udtrykke det. Skal jeg vælge den unge for den gamle? Familiefaderen for den barnløse? Med udgangspunkt i pligtetikken kan du ikke deducere dig frem til svaret. For der er intet svar. Og lige nu er det alligevel det valg, vi forventer, at nogen foretager. Læger og sygeplejersker – for eksempel.
Skal vi efter corona-lukningen genåbne samfundet hurtigt eller langsomt og kontrolleret? Der findes solide forskningsresultater, som viser, at forringelse af sociale vilkår er forbundet med øget dødelighed. Med samfundet lukket, redder vi liv her og nu, men risikerer med en økonomisk og social recession en overdødelighed på sigt. Og den omvendte risiko, hvis vi genåbner. Det rejser spørgsmålet om værdien af liv i dag contra liv i morgen. Kan liv diskonteres? Hvor mange daglige corona-dødsfald må en genåbning koste. Er det antallet af respiratorer, der fastsætter loftet – eller……? Hvor omfattende skal daglig isolation og forringede sociale vilkår være, inden nedlukningen kræver flere liv end selve sygdommen COVID-19?
Er alle liv lige meget værd?
Er mit liv mere værd end dit?
Er den unge kriger mere værd end den vise gamle?
Er et liv i dag ringere end et liv i morgen?
Hvilket menneskes liv skal jeg kæmpe for, hvis jeg ikke kan kæmpe for alles?
Hver dag hele mit voksne liv har jeg levet med spørgsmålene. Og været tvunget til at finde et svar.
Spørgsmålene og svarene formuleres med udgangspunkt i enten pligt- eller nytteetikken. Og i virkeligheden kan du kun svare, hvis du etisk og moralsk vælger side. Pligt eller nytte.