Den som i fuldt alvor hævder, at dansk kultur, som vi kender den, er truet af indvandringen, siger også, at vores kultur ikke er stærk nok til at stå imod. Logisk set findes der to vidt forskellige måder at imødegå en sådan trussel. Vi kan stoppe indvandringen. Og vi kan stigmatisere og fremkalde hadet mod dem, som allerede er her. Ned med bommen, et dyrehegn på tværs af Jylland og en ikke refunderbar enkeltbillet til Langtbortistan til de formastelige, som nåede hertil med ønsket om et bedre liv uden daglig krig, død og lemlæstelse. Det er den uforpligtende og lette tilgang. En slags nationalkonservativ, nationalsocialdemokratisk eller nationalliberalistisk ”opråbs-politik”. Enhver kan stille sig op på en ølkasse i Fælledparken og råbe: ”Ud med alle dem med blå hudfarve. Dem kan vi ikke li’”. Vi ved ikke rigtig, hvorfor vi ikke bryder os om dem, men sikkert er det vist nok, at ”nogen” har hørt og fortalt videre til ”de nærmeste”, at de taler kaudervælsk, at de ikke ved, hvor mange kilo rugmel Dybbøl Mølle malede i sin levetid, at de kører hensynsløst i muskelbiler og står i alenlange køer foran hovedindgangen til ”Socialen” for at hæve penge til døtrenes genopdragelsesrejse. Og så er de vist nok terrorister eller støtter nogle, som er eller gerne vil være det og hvis ikke, så skal det nok komme. Så derfor kan vi ikke lide dem. De må ud. Vores land og vores kultur er i overhængende fare. Vores fædreland er i knæ. I hvert fald, hvis vi skal tro de ypperste ”opråbs-politikere” herhjemme – som f.eks. Støjberg, Khadar, Knuth, Vermund, og Thulesen-Dahl. 

Men vi kunne jo også vælge en anden og langt klogere tilgang. Vi kunne gøre vores kultur så stærk, og os alle så bevidste om dens styrke, at den aldrig for alvor kan trues. Gøre den så attraktiv, at nye medborgere vil ”med på loopet”. Gøre den til det naturlige valg.

Vores historiske viden og bevidsthed skal styrkes. Det samme gælder samfundskundskab. Dansk sprog skal være en fælles reference. Alle kunstarter skal styrkes. Filosofi og etik skal gøres til centrale fag på alle niveauer. Højskoler og efterskoler skal tildeles en langt stærkere rolle i vores udvikling som borgere og medmennesker. Presse og medier skal gives vilkår, som gør dem uafhængig af særinteresser og sensationsjournalistik. Museer og teatre skal være gratis for alle. Osv. osv. Og prisen? Ikke noget problem! Vi anvender bare de mange ”banke fremmede-oven-i-hovedet-milliarder” til noget andet.

Som socialkonservativ vil jeg til enhver tid argumentere for den kulturfokuserede tilgang. Den vil gøre os trygge. Og den vil give os den nationale styrke og være den medmenneskelige ledetråd, som betyder, at vi ikke behøver at være bange for at åbne os mod omverdenen og omfavne globaliseringen. En globalisering med plads til nationale forskelligheder. Uden hegn og mure og med modet til at interessere os for det bedste i andre kulturer og måske med fordel tage visse elementer til os – sådan som alle kulturer har gjort i tusinder af år.

Kulturen som humanismens brobygger.

Mennesker, som ved, at jeg har en positiv holdning til Kongehuset, spørger af og til, hvorfor.

Jo, ser du….

I Europa blev der i 1600 og 1700-tallet af flere filosoffer og politiske teoretikere tænkt tanker om fyrstens rolle, om folkets rolle, om suverænitetens rette ejermand og om frihed og lighed, som afveg på revolutionerende vis fra den indtil da fremherskende opfattelse af, at folket var til for fyrsten. At staten og folket var fyrstens ejendom. Nu begyndte man at diskutere statsforfatninger, som tog udgangspunkt i, at det var folket som var suverænen, at det var fællesskabet, som for en tid, f.eks. via valghandlinger afgav retten til at lede folket. Men også, at folket havde en uindskrænket ret til at tage denne ledelsesret tilbage på de i forfatningen/grundloven nærmere fastsatte vilkår. Folkets valgte repræsentanter valgte iblandt sig et antal ministre, der i det daglige skulle tjene folket med at administrere og forvalte samfundet på den måde, som folket bestemte. Ministre skulle være folkets tjenere og folket skulle til enhver tid kunne se og erfare, hvad disse gjorde. Altså total aktindsigt.

Sådan var det i hvert fald tænkt.

Men som altid er der risiko for konflikter og krig, hvis man fratager en større gruppe mennesker de privilegier, som af dem altid har været anset som en selvfølge. I vores lille konfliktsky og pragmatiske smørhul har vi aldrig vovet at tage et opgør med fyrste/kongehuset på samme måde, som man gjorde i Frankrig, Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn i perioden fra den franske revolution og frem til 1. verdenskrigs afslutning i 1920. Da revolutionstankerne nåede til Danmark i midten af 1800-tallet, lod vi derfor kongen beholde en nu betydelig indskrænket rolle i den grundlov, som blev resultatet. Havde vi haft en mere brutal og magthævdende konge, var det nok gået anderledes, men Frederik VII gjorde større skade på et antal gravhøje end han gjorde på folket, så sådan blev det.

Med grundloven, som Frederik den 7. underskrev 5. juni 1849, fik 15% af befolkningen stemme-og valgret. 

Vi fik ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retssikkerhed.

Danmark blev et konstitutionelt monarki. Magten blev 3-delt som en sikring af, at ingen enkeltperson eller institution kunne misbruge magt mod folket. Den udøvende magt lå hos kongen, den lovgivende magt lå hos kongen og Rigsdagen i forening, og den dømmende magt lå hos domstolene. Den udøvende magt kunne ikke afsætte dommerne. At det lykkedes de socialliberale at komme igennem med grundloven skyldtes nok primært to faktorer – krigstruslen og den Slesvig-Holstenske problematik krævede ro på de indre linjer og den mest konservative del af befolkningen så en vis garanti mod pøbelvælde i Landstingets valgbarhedsbestemmelse, som betød, at kun relativt velhavende mænd over 40 år kunne vælges.

Men diskussionerne og de revolutionære tanker, som også fandtes i Danmark, lod ingen i tvivl om, at Kongen kun kunne bibeholde denne indskrænkede ret, så længe han tjente folket. Så længe hans (og i vore dage HM Dronningens) indsats tydeligt tjener Danmarks interesser – som nation, folk og kultur. 

Der har været alvorlige kurrer på tråden. Første gang allerede efter nederlaget i 1864, hvor Kong Christian IX viste, at han ikke havde forstået, at Danmark ikke, i gammelfyrstelig forstand, var hans personlige kongerige og hvor han udenomsparlamentarisk, via den belgiske Kong Leopold, tilbød Prøjsen, at vi kunne blive en delstat i Det Tyske Forbund. Da det ikke lykkedes i første forsøg, fyrede han regeringen og indsatte et mere nationalkonservativt og kongevenligt kabinet, som støttede ham i yderligere to forsøg. At kongens forræderi ikke lykkedes, skyldtes udelukkende, at Bismarck, i et større europæisk perspektiv, ikke anså det som værende fordelagtigt. Næste gang en dansk konges fyrstelige selvforståelse førte til væsentlige problemer, var i 1920, hvor Kong Christian X med et statskup - med baggrund i Flensborg-problematikken og under indtryk af Erhvervslivets utilfredshed med ministeriet – fyrede regeringen Zahle uden om det parlamentariske flertal og udløste Påskekrisen. Kongehuset har vel aldrig været tættere på at afskaffe sig selv. Men Påskekrisen førte også til en ændret selvforståelse. Det danske kongehus forstod endelig, at dets eksistens alene afhænger af dets evne til at tjene Danmark indenfor de rammer, som folket giver med Grundloven.

Så længe, det er tilfældet, er jeg positiv til dets fortsatte eksistens. Skulle den dag komme, hvor det ikke længere forstår sin rolle, mister det til gengæld både min og mange andres støtte.

Har lige set miniserien om Chernobyl atomulykken.

Den kan streames på HBO.

Det er godt nok tankevækkende. Det kunne næsten kun gå galt.

-hvad sker der, når man undertrykker demokratisk debat
-når ingen tør sige sandheden
-når man straffer budbringeren
-når folk uden nødvendig faglig viden gives ansvar, de ikke er kompetente til
-når der af politiske grunde anvendes kendt fejlbehæftet teknologi, fordi det er billigere
-når den udløsende fejl blev opdaget 10 år tidligere, men ikke tilgik kraftværkerne, fordi det blev opfattet som prestigetab for den “overlegne” sovjetiske atomindustri
-når avacement i partiet går forud for kvalitet
-når stausrapporter er tilpasset så det ser ud som om, man har nået de opstillede mål selvom man kun er på 80 %
-når det politiske styre i Kiev kræver øget el-produktion midt i en nedlukning af en atom-reaktor.
-når rapportering af sikkerhedstest tilpasses udsigt til en forfremmelse
-når politikeres prestige er vigtigere end menneskeliv.

Så eksplodere atomkraftværket sgu’

Kunne det ske i USA og DK: ja - det var præcis samme kulturtræk, der i 1986 førte til Challengers eksplosion 73 sek efter opsendelse og i 1959 til grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis.

Vi er i Danmark ikke på Chernobyl-niveau, men visse tendenser er der og hver gang vi ser en lille snert af det, skal vi ud og slås. Det er loyalitet overfor samfund og medmennesker.

Burde være pligtigt pensum for politikere og topembedsmænd

Så derfor - se den 

Samfundssind eller borgersind?

Samfundssind indebærer, at du slutter op om det, som fællesskabet beslutter og/eller dikterer. Begrebet samfundssind læner sig derfor op ad en opfattelse af, at fællesskabet er vigtigere end det enkelte individ og at man kan forvente, at borgeren er svag og behøver fællesskabets vejledninger og direktiver for at opføre sig hensigtsmæssigt.
Borgersind indebærer, at den enkelte borger som fri og uafhængig person handler i forhold til andre borgere (medborgere) med udgangspunkt i Kants kategoriske imperativ, der meget forenklet betyder, at du skal handle og behandle medmennesker som du forventer, at de handler og behandler dig i tilsvarende situationer. I et værdibaseret begrebshierarki står borgersind derfor over samfundssind fordi det implicit går ud fra, at mennesket ønsker at gøre gode ting godt.
Hvad betyder det i praksis? Jo, hvis vi alle er besjælet af borgersind, f.eks. under coronapandemien

-jeg lader mig vaccinere, når det er min tur, fordi jeg dermed beskytter andre mennesker mod smitte
-jeg går med mundbind og holder afstand, hvis videnskaben har vist, at vi dermed mindsker risikoen for medmennesker også uden myndighedernes direktiver.
-jeg indretter min butik på en måde, som betyder, at den kan holdes åben uden forøget smitterisiko
-Etc, etc.

Det handler altså om direktiver og lovgivning versus personlig ansvarstagen. I den bedste af alle verdener ville et samfund bestående af borgere med den højeste grad af borgersind derfor ikke behøve love - bortset fra en grundlov, som beskriver de værdier vi lægger til grund for vores samvær. Som f.eks. “De ti bud” eller præamblen i frie landes forfatninger.
Men ak.......! Det begyndte at gå skævt allerede, da et par mennesker følte sig frie nok til at forgribe sig på et æble i Paradis uden at tænke på, at Paradis dermed ikke længere var en selvfølge - et medfødt privilegium, men en tilstand, som alle efterfølgende mennesker hver eneste dag skal kæmpe for.

Vi er internettets børn

citat fra artikel 2012 af Piotr Czerski

Vi, som voksede op med internettet, tror hverken på traditionelle forretningsmodeller eller respekt for myndighederne. For os er friheden det vigtigste, skrev den polske digter Piotr Czerski, år 2012, i sit manifest om nettets første indfødte

Du kan se hele hans artikel her.     ( http://t.co/M8EWgaBQ )

Og jeg er en af internettets bedsteforældre

Mine strøtanker om internettets udfordringer - set med en boomers erfaring

Af og til kan gensyn med tekster i gamle gemmer vække tanker til live igen. Det skete således for nylig, da jeg fandt den polske filosof og forfatter Piotr Czerski’s glimrende og tankevækkende artikel fra 2012 med ovennævnte manchet (dengang i nutid – sidste sætning ændret til datid af Bent C) frem fra skyen (!!!).  Anledningen og min motivation til at genlæse artiklen var en tiltagende funderen over det stærkt aldersdiskriminerende udtryk “boomer”, som i dag anvendes frit og frekvent om mennesker på min alder (+60) som et udtryk for en næsten afgrundsdyb, uoverstigelig generationskløft. Artikuleret i en lidt afstandtagende og nedladende tone og kontekst: Jeg er blevet for gammel. Jeg forstår ingenting. Jeg har skabt en verden, som fallerer og kollapser en lille smule mere for hver dag, der går. Vi efterlader regningen i børneværelset. Hvis jeg ikke er med på web-generationens snærende og begrænsende vilkår, så er jeg imod. Hvis jeg ikke, via et lille hurtigt tryk på like-ikonet og uden eftertanke eller begavet debat, kan tilslutte mig en ide eller tanke er jeg imod. Hvis jeg ikke accepterer den hastigt www-indhøstede viden, af og til endog indpakket i glitrende konspirationspapir, på lige fod med solid videnskabelig dokumentation, er jeg imod. Så er jeg boomer. Dømt ude. Dialogens hastighed er blevet vigtigere end fordybelsen. Jeg og min generation står angiveligt tilbage på perronen med skyldfølelse over generationsgælden og ser toget blive mindre og mindre i sin rejse mod fremtiden. Eller….., som jeg fornemmer det af ordet boomer i unge munde - det burde vi. Som om alle vi gamle, med uforstand og mangel på omhu, totalt har formøblet den stafetarv, vi i sin tid fik overdraget og intet har tilbage at give videre. Men har vi virkelig tabt stafetten på kunststofbanen og er blevet diskvalificeret, dømt ude, mens ungdomsholdene haster mod mållinjen. 

Hvilken arv? Tankerne går tilbage til min barndom. Hvad fik jeg i vuggegave. Hvilke tanker, ideer og teknologier formede min generation, når det indlysende ikke var internettet? Når min viden i stedet stammede fra samtaler med mine forældre, skolen med dens lærere, papirindbundne lærebøger og dr. Lieberkinds 8 mm-film om “Bæveren, den lille ingeniør”, Pressens Radioavis, den lokale amtsavis og biblioteket. 

Jeg er koldkrigens barn. Første generation efter et sekel, hvor vi i global krydsild formåede at slå mere end 100 millioner medmennesker ihjel. Hvor tidligere århundreders ideer og filosofier som f.eks. opfattelsen af mennesket som et fyrstens værktøj, mennesket som individ uden egne mål og ret til lykke, eneherskerens ret til magt, ufattelige sociale skel og kapitalens rå magt på afgørende vis viste sin uformåenhed. Hvor skællene faldt fra de uvidendes øjne og vi lærte at se. Jeg er barn af genrejsningen, rehabiliteringen, rehumaniseringen, globaliseringen, egaliseringen og et krigsskabt ønske om fred og frihed. Hvor vi ikke var indstillet på igen at overlade folkets suveræne rettigheder til eneherskere og despoter med diktatoriske og umenneskelige tankegange, der igen ville eskalerede i krige, folkedrab, etnisk udryddelse og social fornedrelse. Jeg er barn af de manges erkendelse af nødvendigheden af at hæve humanismens bundniveau op over vandspejlet i denne fornedrelses boblende sump af krige. Ligesom Internettets børn vil i dag, ville vi også dengang nedbryde grænser – blot i den virkelige fysiske og analoge verden, som var til vores disposition. Grænser mellem lande, bag hvilke hære kan opmarcheres. Grænser mellem sociale klasser. Grænser mellen de vidende og de uvidende. Mellem rige og fattige. Vi skabte internationale fællesskaber som NATO og EU. Ikke uden problemer og fejl. Men i en tro på, at færre mure og hegn kunne forhindre et nyt sekel med yderligere 100 millioner eller flere krigsofre. Vi kæmpede for en social retfærdighed ud fra det etiske imperativ, at vi som mennesker har pligt til at tage vare på medmennesker, som ikke kan tage vare på sig selv. Og vi kæmpede for udviklingen af retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokratiske principper, der skal sikre os mod despoters magtmisbrug. Men min generation havde tidvis, som admiral Nelson, også og desværre sat kikkerten for det blinde øje. Flere så for sent de nye totalitære regimers umenneskelighed og folkemord. Regimer, hvor den anderledes tanke var samfundsfjendsk og kunne straffes med tortur og død. I vores angst for at skulle leve  under denne umenneskelighedens paddehat, producerede vi meningsløse mængder af atomvåben. Nok til mangefold og for evigt at udslette alt liv på jorden. I en eskalerende magtspiral balancerende på en knivsæg. Men mine forældre og senere jeg kæmpede for det, vi troede på. På humanisme, retfærdighed, fred, frihed og velfærd. På samme måde, som internettets børn gør i dag. Vi holdt balancen, men skabte også teknologier, f.eks. atombomben og internettet, som i forkerte hænder og med ondskabens vilje kan blive menneskets banesår.

Som en konsekvens af vores stræben kunne jeg, trods familiens status som fattige småbrugere i landbruget, få adgang til uddannelse. Det krævede mådehold og rettidig omhu. Glastaget var umiskendeligt. Men, som fællesskabets fortjeneste er det lykkedes at løfte vores og vores børns generationer til et af de højeste sociale og uddannelsmæssige niveauer i verden. Men dog ikke så langt eller så højt, at kampen for fremtiden kan gemmes bort. Der er stadig forfærdelig meget at kæmpe for. For eksempel natur og miljø, som vi ikke bar stærkt nok med os i vores bevidsthed. Vi var ikke tilstrækkelig bevidste om dyreholds og landbrugsarealers betydning for atmosfærens sammensætning og mikroorganismers levevilkår - på godt og ondt. Vi skabte måske dermed også selv en af forudsætningerne for corona-pandemien. 

Vi kan bevæge os friere end før – ikke kun på internettet, men også i den virkelige verden. Vi kan handle og bytte varer og tjenesteydelser nemmere end før. Desværre ser vi nu igen bekymrende tegn på, at ikke alle er villige til at acceptere de individuelle omkostninger og nationale ofre, som fællesskabet forventer af os som prisen for fred og frihed. Dine, mine, vores ofre. Despotens ansigt dukker derfor op igen. Trumpismen i USA, putismen i Rusland, den toleranceløse kapitalistiske kommunisme i Kina. I Polen. I Ungarn. Og som grænseløs terrorisme. Og i Storbrittannien drømmer de om gamle dage – tilbage til imperiet. Tilbage til kolonitidens drømme om England som verdens centrum. Så stærkt, at de er villige til at svække et af vore dages mest succesfulde fredsprojekter. 

Så alt er ikke så godt, som min generation havde håbet på.

Men den basale velfærd og almindelige menneskers økonomiske vilkår er bedre. Talrige undersøgelser viser, at global ulighed stadig eksisterer, men også at den er mindre end før. Med denne udvikling som platform kan alle familier, studerende, små erhvervsdrivende nu realistisk få daglig adgang til en computer og dermed til internettet og internettets påståede frihed, som Piotr Czerski fremhæver. En frihed, som vi, boomer-generationen, også kan udnytte. Vi, de gamle, har de nødvendige forudsætninger, herunder nødvendig viden, til at kunne nyde friheden og mangfoldigheden på internettet. Selv jordens fattige befolkninger har denne mulighed – ofte via mobiltelefon, måske lånt af naboen eller en ven. Og ikke altid som et retweet i løbet af sekunder. Men de har muligheden for en plads i den virtuelle verden.  Men vi har også vores tvivl. Ikke alt ved internettet  er så overbevisende godt, som det hævdes. Nu, otte år efter Piotr’s artikel, ser vi de samme advarselslamper blinke som dengang i den analoge verden. Magthaverne genopstår som vores barndoms Frankenstein, nu blot som megakoncentrationer af kapital og monopoler af ufattelig størrelse. Som Facebook, Google, Apple m.fl. Hver af dem med økonomier, der er større end mange mindre landes. Koncentrationer i form af 0-er og 1-taller, som ikke er underlagt almindelige menneskers kontrol. Som kun er inkluderende, hvis du afleverer større eller mindre dele af dig selv i form af personlige data. Som har genindført krigen, grænserne, protektionismen og krigene. Nu bare flyttet fra den gamle virkelige verden med ild og krudt til den nye med våben i form af brandmure, antivirusprogrammer, malware, trolde, hacking. Og som har genstartet oprustningen. Se bare de stadig flere og større nationale centre for cybersikkerhed og nationale hacker-enheder. Nu behøver vi ikke nødvendigvis længere at overskride landegrænser med fysisk energi indlejret i alskens forskellige våben for at vælte styret i et andet land. Vi kan i stedet via internettet styre og manipulere valghandlinger og sikre sejren for den føjelige hersker, vi ønsker. Og handlingen kan klakeres via de sociale platforme af internettets nyttige idioter. Påvirket af trolde med stjålne data fra de netgiganter, som ved alt om dig og som på kommando kan aktivere din indre svinehund. Og for kun nogle få dage siden landede det nye politiforligs aftale om en enhed, der, som næste skridt i bekæmpelse af net-kriminalitet, skal "patruljere" på de sociale medier. 

Så boomernes kamp er genstartet og overtaget af internettets børn. Nu blot i anden forklædning, på andre platforme og med andre våben. Er det problematisk? Ja måske. Det er et vilkår, som tilsyneladende ikke har ændret sig over generationer. Som flytter med. Ligesom nissen med sin menneske-husbond. Men måske ser internettets børn det ikke. De udgør en historisk historieløs generation, som har mistet det retrospektive indsyn. De tror sig frie, fordi de ikke med lænker og vold (med PH’s ord) er “bundet på mund og hånd”. Men, men, men. Det er ikke øget frihed blot at kunne erstatte skrankepaver som Hr. Stempelkvist med digital adgang til offentlige hjemmesider. Eller en tur i banken med mobil netbank. Eller en middagsinvitation på parfumeret brevpapir med sirligt personligt anagram med et opslag på Facebook. Eller en eftertænksom diskussion via brevveksling med små og ofte uigennemtænkte indslag og kommentarer på Twitter. Eller den berigende samtale i den dybe lænestol foran brændeovnen med en hurtig ping-pong udveksling via Face-time. De digitale teknologier og internettet er, når boet skal gøres op, kun andre værktøjer med samme formål– misforstået som frihed. Først den dag internettets børn har afskaffet fattigdom, krige, miljøbelastning mm. og når internettet rummer tid til eftertanke og muliggør forståelse for dets manipulatoriske rækkevidde, har de frigjort sig fra fortidens svøber.

Men der er de ikke nået til endnu. Fordi hastigheden, mængden af og udbredelsesmulighederne for viden via internettet ikke er et point-of-gravity for udviklingen hen imod den verden, med udgangspunkt i den kristne pligtetik og andre religioners tilsvarende tanke, vi ønsker os.  Internettet er et potent værktøj. Men det afgørene er og bliver, ligesom med min egen boomer-generation og alle øvrige  generationer før den, at vi formår at udvikle den etiske platform, vi vælger som ståsted. Først da har vi en chance for at bevæge os ind i en afgørende anderledes fremtid – gerne med internettet som et af de mest sofistikerede værktøjer, verden endnu har set og med en generation af internettets kompetente børn i førertrøjen.